“A ship in harbor is safe, but that is not what ships are built for.” — John A. Shedd
Det var d. 11. august 2017. Forberedelserne til at flytte til Tjekkiet havde stået på i henved to år.
Vi var nu i gang med at fylde en 17 meter lastbiltrailer med alle vores ejendele. Min kone, Marie som er Tjekkisk, bar på vores yngste datter, Ella, som fyldte én måned denne dag.
Efter syv år sammen i Danmark skulle et nyt kapitel starte. Vi havde i 2015 købt et stykke land i det nordlige Tjekkiet, i nærheden af byen Liberec.
Processen med at få lov til at bygge et hus dér, havde allerede været i gang et stykke tid, men vi var langt fra i mål. Derfor var planen nu at flytte i et lejet hus, tæt på stedet hvor vi skulle opføre det nye.Marie glædede sig til at komme tilbage til sit eget land. Hun savnede naturen, de store bjerge og ikke mindst det at kunne tale sit eget sprog og være førsterangsborger igen. Hun ønskede at give kærligheden til bjergene videre til vores børn.
For mig var det eventyret der lokkede. Noget helt nyt! Og naturligvis ville jeg gøre min kone glad.
Samtidig skulle jeg sige farvel til mit job som souschef på Adventure Efterskolen, et liv tæt på mine forældre – noget som egentlig var meget belejligt med alle de små børn vi havde valgt at fylde vores liv med. Havet som jeg er vokset op med og på skulle også ønskes ”på gensyn”. Som havkajakinstruktør og barn af to langturssejlere var det noget jeg vidste ville gøre ondt. At flytte til et land med floder og søer – men intet hav.Timingen var vigtig. Vores ældste søn, Jamie, skulle starte i skole i Danmark hvis vi ikke tog skridtet her og nu. Det ville betyde et meget sværere farvel til nye venner, relationer med hans klasse og en endnu tættere knytning til Sønderborg.
Vi skulle til gengæld også sige farvel til et liv i fuld fart og det var noget vi glædede os til. Før Marie gik på barsel med Ella arbejdede hun i turnus som læge. Det indebar aftenvagter, weekendvagter og nattevagter. For mig som efterskolelærer var det samme mønster.
Ofte mødtes vi kun kortvarigt og det var ren logistik. Hvem henter i børnehaven? Hvem køber ind? Koordinering af søvn så vi kunne overleve.Vores plan var måske ikke helt bagt færdig, men vi vidste at vi ville kunne leve af barselspengene et lille års tid, så der var tid til at finde ud af det hele.
Af spændende tiltag havde vi sagt ja tak til en rolle som franchisetager til brandet ”Navnelapper.dk”. Vi skulle simpelthen til at trykke klistermærker i Tjekkiet! Navnelapper er små navnemærker som oftest sættes på børns tøj og ting. De er lidt unikke fordi de kan sidde på alt og holder til nærmest enhver behandling man kan udsætte dem for – også vask.
Tjekkiet var et interessant marked fordi den slags navnemærker ikke var stort udbredt i 2017. Så, vores første plan var at etablere www.stufflabels.cz og give den gas som ejere af det lille stykke franchise.
Absolut et job som lå langt fra vore kvalifikationer. Hvordan lever man lige af at lave klistermærker!?Vores første møde med den Tjekkiske hjælpsomhed skulle således være den lastbilchauffør som vi havde hyret til at køre vore sager til Tjekkiet. Han hjalp pænt til med at pakke lastbilen og da vi et par dage senere tog imod ham, I vores lejede hus, havde han taget sin kone med til at hjælpe med at læsse af! Det er godtnok service på højt niveau.

Det var et mere eller mindre faldefærdigt hus vi havde lejet. Heldigvis fik vi hjælp fra et par venner og Maries bror til at få lagt nye gulvtæpper på, malede væggene og gjorde rent og pænt. Dette klarede vi efter egen ankomst til Tjekkiet d. 12. august og nåede at blive færdige inden d. 13. hvor chaufføren ankom med alle tingene! Det gik pænt stærkt..
Vel landet skulle vi til at finde ud af en masse ting.
Der er ikke 0. klasse i Tjekkiet, så Jamie kunne tage et år i børnehave og få pudset sit tjekkiske lidt af inden det store spring til 1. klasse.
Jeg skulle have min midlertidige opholdstilladelse.
Der skulle registreres en masse på diverse kontorer. Kafka var i sin gode ret da han skrev ”processen”. Tjekkiet er et land der holder af sit dybe bureaukrati, mange kontorer og skrankepaver, som man helst skal møde den dag hvor de er i godt humør. Til gengæld var der ikke den serviceørken som vi ellers var blevet vant til i digitale Danmark. Alle poster var velbemandede og havde vi bare Marie med som kunne sproget, så gik de fleste ting (rimelig) let.
Vi mødte også naboerne. Der var både ”den sure gamle dame”, de venlige ældre genboere og en ekcentrisk klavermager som til vores overraskelse talte glimrende engelsk.
Jeg var klar over sprogbarrieren jeg ville møde hernede. Selv med tysk og engelsk i bagagen kunne jeg ikke regne med at klare mig hernede. Jeg måtte i gang med at studere Tjekkisk…
Til at starte med var jeg nok en smule optimistisk. “Ork, et halvt år, så har jeg nogenlunde styr på det…” NOT! Her 8 år senere kæmper jeg stadig med at mestre sproget. Forskellen i sproggrupperne er så stor at det er virkelig svært. Man får ingenting forærende. Der er intet overlap mellem sprogene.
Derudover har Tjekkisk syv kasus og dertil tre køn. Det vil sige at et ord potentielt kan have 21 former at skrives i.
Tag fx ordet ”rozumět”, som betyder “at forstå“. Det kan ende med at se sådan her ud: „Nedorozuměli jsme se” hvilket ville betyde „vi forstod ikke hinanden“.
Udtalemæssigt er det faktisk ikke så svært, så snart man får lært hvordan de forskellige diakrittiske tegn fungerer. En apostrof over a, således: á gør a´et langt. Er der en „krog“, fx over s: š, så udtales det som det tyske ”sch”.
Tjekkisk er skriftret, dvs. at det udtales præcis som det skrives! Sammenlignet med dansk/engelsk så er det helt fantastisk – men forklarer også hvorfor mange tjekker har svært ved at udtale ”vore” sprog korrekt.
Henover den første vinter besøgte jeg en sprogskole i Prag og fik det grundlæggende på plads. Det var dog fuld egenbetaling, hvilket er fair nok, men det betød også at jeg snart måtte vælge det fra og fokusere på at brødføde familien igen samt klargøre til vores store husbyggeri.

Min gode ven og historielærer fra Prag, Tomaš Vlček, sagde således meget opmuntrende til mig: „Michael – jeg har måske kendt over hundrede personer som er flyttet til Tjekkiet, alle med de bedste intentioner. Af alle dem har jeg kun mødt én som lykkedes at komme til at tale sproget!“
Det skal nu ikke stoppe mig fra at prøve.
Et par måneder efter vi var flyttet ind skete følgende: Jeg var i Prag og Marie var alene hjemme med børnene i weekenden. Kl 15 fredag eftermiddag dukker der en mand op fra det tjekkiske el-selskab og afbryder strømmen. Udlejer havde ikke lige fået opdateret aftalerne.
Der er intet at gøre. Han slukker for det og kører sin vej.
Så står Marie dér, med udsigt til en “spændende” weekend med 3 børn, deriblandt en baby. Vores cirkulationspumpe kørte på strøm hvilket ville betyde et meget koldt hus! Temperaturen var allerede droppet til nattefrost. Vi bor i bjergene og vinteren var på vej.
Der går dog ikke mange fem minutter før den hjælpsomme klavermager kommer over med en lang forlængerledning som han trækker over vejen og ind af et loftsvindue.
Tjekkerne er vant til at tingene ikke altid går som de skal. De forrige generationer er vokset op med kommunistisk totalitarisme og dertil hørende dysfunktionalitet i samfundet. Hvad de til gengæld har lært, er værdien af at hjælpe hinanden. Vi har gentagne gange oplevet dette og føler os hver gang tættere knyttet til de venner og naboer som kommer og giver en hånd med.
Tjekkerne kan ved første møde virke som om mundvigene konstant vender den forkerte vej. De kan også virke direkte vrede eller afvisende. Men, bliver man accepteret er der ikke det de ikke vil gøre for én!
Under vores husbyggeri kom nye venner ofte forbi. Nogle gange hele weekender og arbejdede bare non-stop. Det var da klart at man hjalp én som havde brug for det.
Som tilflyttere havde vi netop brug for meget hjælp og det var en stor læring at skulle tage så meget imod.
I dag forsøger vi vores bedste for at give tilbage til det samfund og de mennesker som tog så godt imod os.
Jeg holder meget af min nye tilværelse og glæder mig over at se min familie trives hernede.
Jeg hører gerne fra dig hvis du vil vide lidt mere om det at flytte til og bo i udlandet, eller hvis du gerne vil booke en skolerejse.
– Michael Olsen, 2025
