En god skoletur begynder med en god rejse

Valg af transport


Siden 2021 hvor jeg fik den første gruppe på besøg hernede har jeg gjort mig mange erfaringer med forskellige former for transport. Der er stor forskel på hvor stor en gruppe man rejser med.

En af de store fordele ved at rejse med en hel skole til Tjekkiet er at prisen for transport bliver billigere jo flere man er hvis man fx kan fylde en dobbeltdækker bus (eller flere). Disse rullende mastodonter har plads til 83 personer og betjenes som regel af 2 chauffører. Dette minimerer rejsetiden. En typisk busrejse tager omkring 14 timer fra Danmark til overnatningsstedet i Tjekkiet.

Jeg ved ikke helt, med stigende brændstofpriser og den slags, om prisen holder, men jeg plejer at kunne sige til skolerne at det ca. koster 1100kr per person tur retur. Dette inkluderer som regel transport begge veje, samt kørsel til aktivititer mens gruppen er her.
Dette forudsætter naturligvis at man nogenlunde kan fylde den eller de busser som man rejser med.

Det er min filosofi at skolen bør vælge sit lokale vognmandsselskab til turen. Både for at få en tryg tur hvor man kører med chauffører som man kender fra hverdagen, men også for at holde gode relationer med sit lokale selskab. I langt de fleste tilfælde vil det også være hér skolen kan forhandle den bedste pris.

Jeg synes derudover det er mest fair at skoleture.dk ikke tjener på transporten. Jeg hjælper selvfølgelig alligevel med rejseplaner, ruteplaner, booking af hotel til chauffører mv. Det ser jeg som en naturlig del af den service som jeg yder i samarbejdet.

Jeg har efterhånden fået opbygget gode relationer med adskillige chauffører og vognmænd og kan som regel finde et godt tilbud til skolen hvis de har brug for lidt hjælp til den opgave.

Udfordringerne begynder i virkeligheden først når man skal afsted med grupper mindre end 30…
En stor bus bliver for dyr. At give 2300kr+ for transport giver ikke mening for de fleste. Tilbage er 4 muligheder:

Fly
Minibus (køre selv)
Tog
Flixbus eller alfa express (eller lignende)

Med tog til Tjekkiet


Det kan være meget fristende at vælge toget, særligt efter at den direkte rute mellem København og Prag er genetableret her fra Maj 2026!
https://www.dsb.dk/find-produkter-og-services/dsb-udland/tjekkiet
Man kan stige på i Ringsted, Odense, Kolding og Padborg hvilket giver stor fleksibilitet.

At rejse i tog er med garanti den mest behagelige rejseform – overhovedet!
Restaurantvogn. Plads til at bevæge sig. Man kan gå rundt i toget. Gode sæder.

Men… så lander man i Prag og medmindre man har tænkt sig at bruge alle dagene i storbyen, så står man nu med et reelt logistikproblem som godt kan ende med at blive dyrt.

Lokal privatbus er dyrt i Tjekkiet og dermed ikke en mulighed for de fleste.
Jeg har løst det ved selv at rejse til Prag og tage godt imod gruppen. Herfra går turen som regel med metro til Černy Most hvor vi hopper på en bus som tager os til Jablonec nad Nisou. Et lille skift til tog får os den sidste bid til pensionen i enten Malá Skála eller Albrechtice (se “Overnatning”) https://skoleture.dk/skolerejser-overnatning/

Hver dag byder derefter på nye oplevelser med det Tjekkiske transportsystem – både i bus og i tog. Mange kan godt se charmen ved at rejse på denne, mere autentiske måde. Det giver eleverne en større følelse af at være i udlandet og med mig ved hånden til at sikre at alt går glat med billetter, togskift mv, så er det en hyggelig og god oplevelse at rejse med bumletoge i smukke omgivelser.

Flixbus mv.


Oplevelsen er lidt den samme hvad enten man tager flixbus, alfaexpress eller lignende.
Man kan være heldig at finde nogle ret billige billetter hvilket kan være attraktivt, men man står dog stadig i samme udfordring når man lander i Prag.
Med mindre man er 100% til storbytur, så er man nødt til at komme videre ud i provinsen for at få de store naturoplevelser og afprøve nogle af de sjove adventure aktiviteter.
Se min side om aktiviteter her for mere inspiration: https://skoleture.dk/aktiviteter/
Når I ankommer sent kan det være en god investering at vi har booket et lokalt privatfirma til lige at køre jer den sidste bid til pensionatet. Det er hårdt at skulle med offentlig transport når man allerede har siddet i en bus i 14 timer+.
Derudover kan jeg klart (som med toget) anbefale oplevelsen med at rejse med tog og bus i offentligt regi. Det giver nogle sjove og værdifulde minder.

en lille note om flixbus er at de kan finde på at lægge busser sammen hvilket kan forlænge den oprindelige busrejse.
Det er lidt besværligt at booke, men ikke umuligt.

Fly


Hvis I bor i nærheden af København så kan flyet være et fantastisk alternativ. Den direkte flyvning tager kun 1½ time og logistikken i begge lufthavne er meget smooth.
Sådan en slags Tjekkisk øl-smoothie vel nærmest.
Man starter med forventningen – tidligt op for at fange den billige afgang. Puster lige skummet af.
Så venter man 2 timer i lufthavnen, fordi man skal være der i god tid..
Den første slurk er ren nydelse.
Lidt propper i ørerne, sus i maven og med en god landing på bordet så er man godt igennem smoothien.
Her stoppes man måske i tolden – lidt irriterende følelse også selvom det er en afkølet “jedenáctka” (11 graders fermentering – som fx her i vores lokale bryggeri “VOLT” https://pivovarvolt.cz/pivoteka-prehled )
Vel landet i Prag tager det en halvanden times tid at komme ud af byen – derefter med bus og så et tog den sidste bid.
Som før – er man til storbystudietur, så er det ret nemt!
Men, man bruger alligevel let 8 – 10 timer på fly-transport.
Hvad værre er, så er det vildt besværligt at bestille flyrejse til grupper uden at skulle gå gennem flere arrangører – og så kan det blive en dyr fornøjelse. En bitter afslutning på en ellers god smagsoplevelse.
Som privat er det dog nok en af de bedste alternativer hvis man ikke har bil.

Minibus – kør selv


Den her er dobbeltægget.
På den ene side så er det vildt hårdt for de lærere som skal køre bilerne til Tjekkiet.
Men på den anden side, så har man transport resten af ugen hvilket er vildt praktisk!
Vær sikker på at have styr på forsikringer, registreringsattester mv.

For dem der har overskuddet (og minibusserne) vil jeg klart anbefale denne rejseform.

Leje minibusser ved ankomst


En mulighed som jeg har foreslået et par gange men ikke afprøvet i praksis kunne være at ankomme med bus/fly/tog og derefter samle et par lejebusser op.
Priserne er lidt mere til at spise hernede end i Danmark, men det er stadig en seriøs udgift.
Det kunne muligvis lade sig gøre hvis man har fundet nogle billige billetter for transporten fra Danmark til Tjekkiet retur.

Tips og tricks


Kørsel over nat?
Når man ankommer med enten minibus eller er blevet kørt direkte til destinationen af et busselskab, så anbefaler jeg klart at lande om aftenen. Direkte til aftensmad, check-in og så få en god nats søvn så man kan være frisk til aktiviteter dagen derpå.
Jeg anbefaler IKKE at køre over nat til Tjekkiet og gå direkte til aktiviteterne. Det er ikke fair for hverken elever eller personale.
Skal man spare en overnatning så er det meget bedre at lægge denne i slutningen af ugen på hjemtransporten.
Alle kan sendes hjem på weekend ved hjemkomst. Der er ikke nogen som skal yde en masse. Det er mere tåleligt.

Lav en god siddeplan i bussen
Hvis man rejser mange timer sammen, så er en gennemtænkt siddeplan næsten vigtigere end man tror.
De fleste lærere har allerede erfaring med hvem der fungerer godt sammen — og hvem der absolut ikke gør. Det kan spare meget energi senere på turen.

Hav et lille program til den lange rejse:
Bingo, quiz, giv busserne skøre navne, Europakort-quiz, Point til bedste rasteplads-selfie, Gæt en lærer fra et barndomsbillede, Kahoot…

Hav “busformænd”.
Det er nødvendigt at der er en lærer i hver bus som har ansvaret for alt det praktiske. Meddele elever tidsramme for pauser.
Sørge for at eleverne samler skraldet omkring dem.
Giver info undervejs (se punktet “information til eleverne)
Har styr på køresygepiller, medicin mv.
Er “chefen” i bussen som eleverne roligt kan læne sig op ad.

Offline-kort er undervurderede
Jeg anbefaler altid at mindst et par lærere downloader offline-kort på Google Maps eller Mapy.cz inden afrejse.
Der er stadig områder i bjergene hvor forbindelsen kan være lidt svingende, og det er bare rart at kunne finde rundt uden stress.

Kontanter er stadig en god idé
Tjekkiet er blevet meget moderne med kortbetaling, men der findes stadig små kiosker, caféer og offentlige toiletter hvor kontanter er nødvendige.
Ikke nødvendigvis store beløb — men lidt tjekkiske kroner i lommen gør livet lettere.

Vandet kan sagtens drikkes i Tjekkiet!
Vandkvaliteten er generelt høj (især udenfor Prag). Det smager mere af klor end vi er vant til, men det er absolut sikkert.

Rejsedagen er ikke en “spilddag”
Det er faktisk ofte på transporten at gruppen begynder at blive rystet sammen.
Kortspil, musik, dårlige jokes og trætte grin klokken 03 om natten på en tysk rasteplads er tit noget af det eleverne husker bedst bagefter.

Komfort betyder mere end man tror
En nakkepude, et tæppe og et par høretelefoner kan forvandle en hård rejse til en helt okay oplevelse.
Snacks skal eleverne dog nok huske selv. 😀

Information til eleverne
Det bør være et krav at alle ved hvor de befinder sig henne geografisk. Lidt oplysning både før og under rejsen er meget værd. Det er vigtigt at kunne orientere sig. At rent faktisk vide hvor man er henne i verden.
Hvilken historie har Tjekkiet gennemlevet? Hvilken kultur er typisk for området.
Hvordan siger man tak (Děkuju) og er det ok at råbe “Ahoj” til folk man møder – eller er det bedre med det formelle “Dobrý den” ? (det er det!)

Ingen husker den perfekte plan
Men alle husker stemningen.
Hvis lærerne er rolige og fleksible, så bliver turen næsten altid god — også når tingene ikke går helt efter planen.

God tur!

Hilsen,
Michael